Bornholms Vinforsyning | Bornholmsk turistleksikon | Sommerhuse på Bornholm

En fortidsøgle på kuglegrillen

Grillforside

Julen: Kæmpekalkun på grillen
Julen: Gås på grillen

Nice-borgmesterens oliven

2005/5: Fyldte koteletter/hurtigbriketter
2005/4: Vegetar/tasmanske krydderier
2005/3: Revelsben/svinemørbrad/træflis
2005/2: Brød/skrubbe/garnniture/fersken
2005/1: Snack-peber/krabbekager/oksehøjreb

2004/6: Hummer/lakserøgning/kæmpegrill
2004/5: Ribben/pæredessert/kæmpelighter
2004/4: Varmrøget laks/svejsehandsker
2004/3: Tun/gedekølle/woksalat/brød
2004/2: Fiskedeller/hornfisk/rabarberkage
2004/1: Bornholmerhane på øldåse/salat

2003/8: Mørbrad/grillspyd/flæskesteg
2003/7: Baconflûtes/fyldte squash/ferskner
2003/6: Helstegt mørbrad/stegt flæsk/grilltips
2003/5: Helstegt ørred/stegte æbler/grilltips
2003/4: Gederyg/hjulkrone/grilltips
2003/3: Boganmeldelser/fiskefrikadeller
2003/2: Hane/mozzarellasalat/grilltips
2003/1: Buk/sovs/bananer

Beretningen om et vellykket eksperiment med en kæmpekalkun på 17,5 kilo. Den danske grill-guru var meget betænkelig ved udfaldet af forsøget, der til gengæld gav et ganske overraskende lækkert resultat.

Af Søren R. Wolff

En måneds tid før jul forærede en god ven os en kalkun, som han havde avlet frem fra lille kylling i den tidligere sommer til en 17,5 kg tung krabat slagtet vægt, da den sammen med sine søskende måtte lade livet i november. Vi puttede fuglen i fryseren og spekulerede lidt over, hvad der skulle ske med den. Vi målte og målte, men den kunne hverken være i ovnen i køkkenet eller i vores Weber-kuglegrill.

Så undersøgte vi størrelsen på en partygrill med det korrekte navn Ranch Kettle, der kan rumme 25 kyllinger, også produceret af Weber. Vi regnede ud, at den lige nøjagtig var høj nok til vores kalkun, så vi kontaktede Fridolf udlejningsservice og lavede en lejeafale for julen af et stk. kæmpegrill. Vi havde tidligere hjulpet en restauratør med at stege 10-12 bornholmerhaner af gangen på en sådan grill.

Jo nærmere vi kom jul, jo mere nervøs blev jeg for, at det ikke ville blive noget vellykket forsøg, så jeg foreslog min kone, at vi skulle stege en gås i køkkenet, så vi var sikre på mad til vore børn og børnebørn juleaften. Men det ville hun ikke være med til, selv om det ville have givet mig rolige nætter.

"En øgle"
Jeg havde flere onde drømme om, at det ikke ville gå godt. Så da julen var meget tæt på, kontaktede jeg den danske grill-guru, Jan Glæsel, for at høre hans råd. Han svarede: "Hej Søren. Pøj-pøj med det - jeg har ikke det ringeste begreb om hvad en øgle som den skal have i grillen. Hvis du med partygrill mener, at du vil leje en Ranch Kettle, så skal du tænke dig grundigt om, inden du går i gang. Udover at jeg ikke bryder mig om så store kalkuner, fordi jo større de bliver - jo sejere bliver kødet, så er jeg meget usikker på, om man kan holde varmen nede i Ranch Kettlen så kræet ikke bare bliver forkullet udenpå og rå indeni - for du er nok ude i ca. 5-6 timer uden at jeg vil hænges op på det. Men prøv da for fanden - det er den måde man lærer på."

To småfejl Nå, det var jo ikke ligefrem trøstende ord, så min betænkelighed og mine onde drømme fortsatte.

Den 22. december om aftenen tog vi "øglen" ud af fryseren. Det var den første af i alt to fejl i dette forsøg. Vi skulle have taget den ud endnu tidligere, da den juleaftensdag om formiddagen endnu ikke var helt optøet. Det fik heldigvis ikke katastrofale følger. Den anden fejl var, at vi ikke havde investeret i et stegetermometer, der undervejs i stegeprocessen kunne have forhindret, at vi var nødt til flere gange at løfte på låget til grillen. Det fik dog heller ingen katastrofale konsekvenser.

Uventet vellykket
Men bortset fra disse to småfejl, så fik vi en julemadsoplevelse ud over det sædvanlige. Og forsøget blev ualmindeligt vellykket.

Jeg havde investeret i to gange ti kilo af de gode, dyre australske grillbriketter samtidig med jeg hentede grillen i Rønne. Den kunne lige nøjagtig stå inde i vores bils meget rummelige bagagerum, når jeg havde lagt bagsæderne ned. Ellers kunne den have stået på en trailer.

Vi havde drøftet om dyret skulle have seks eller otte timer. Men landede på 6 1/2 time. Vi fyldte kalkunen med æbler og svesker. Der går ret mange til så stor en fugl. Vi smurte den og grillristen grundigt ind i den gode bornholmske rapsolie for at sikre den flotte solbrune farve, idet vores optimisme nu stadig ikke manglede noget.

Vi var to om at flytte den over på grillen, hvor vi havde tændt op i indholdet af den ene pose grillbriketter.

Vi satte grillen i åbningen til vores carport for at sikre mest muligt læ. Der var fuldt åbent i bunden af grillen, mens vi åbnede for halv styrke i låget.

Saftig og ikke sej
Efter en times tid var fuglen blevet flot gylden, og med en time tilbage af stegetiden, så den meget-meget flot ud og var nu nærmest solbrun. Når man forsigtigt rykkede i benene, kunne det konstateres, at den var "løs i kødet", så den måtte være ved at være klar. Efter 6 1/2 time tog vi den flotte kalkun ind i køkkenet for at partere den. De to kæmpekøller med mørkt kød blev skåret fra og lagt på fadet sammen med vingerne med kød nok til én person pr. styk. Det lyse brystkød blev blev skåret ud i passende stykker. Alt kødet var ualmindeligt saftigt og meget bedre end vi kender det fra vort livs mange tidligere kalkuner på 5-6 kilo. En stor del af skindet var blevet til sprød, lækker svær. Under en del af skindet var der et ca. en centimeter tykt fedtlag. Det var godt for sovsen og vel med til at give det saftige og velsmagende kød, der absolut ikke var sejt. Men i øvrigt var fedtet ikke værd at sætte tænder i, efter min mening.

Alle seks voksne og fire børn samt vore to hunde var meget tilfredse med udfaldet af forsøget, og kraften, som vi vanen tro havde opsamlet i en bradepande under stegningen, gav den lækreste sovs. I bradepanden havde vi efterladt en liter varmt vand og lidt fjerkræ- og grøntsagtbouillon ved stegningens start, og mængden af væske var vel ved stegningens afslutning blevet til det dobbelte.

Da vi naturligvis ikke kunne spise alt det lækre og saftige kød, måtte noget i fryseren, mens andet blev brugt til julefrokostens tarteletter.

Måske en pattegris
Med til historien hører, at den ene pose briketter var nok til at holde grillen varm i de 6 1/2 time, ja, der var såmænd en hel til brændetid tilbage i en del af dem.

Næste gang, vi lejer kæmpegrillen, vil vi nok forsøge os med en pattegris, et lam eller et rådyr/rålam. Hele - forstås. Forsøget med kalkunen var så vellykket, at nye "grænser" må afprøves.

At forsøget med kalkunen ikke var en and kan ses af fotos fra projektets gennemførelse.

Vin til de lækre retter kan findes på Bornholms Vinforsyning
Vi har masser af velegnede vine til de forskellige grillretter. Du er velkommen til at besøge vores hjemmeside og læse mere om vinene. Hvis du har et aktuelt spørgsmål om vin og mad må du også gerne sende os en forespørgsel på vin@wolff.dk

Opdateret d. 15.1.2007